Rejseberetning Bornholm 2015 !

Endelig kommer den længe ventede rejseberetning, i dagens anledning skrevet af MIIIIG og jeg har et kæmpe problem med at fatte mig i korthed, til gengæld er den værd at læse :)I

052

Som de fleste ved, eller mange ved, var DMK på Bornholm i Storebededags ferien, det var vist tur nr. 2366 og alligevel den første gang for en del af os, for mit vedkommende var det også min første tur som en del af DMK´s Rejseudvalg og med lidt (meget) støtte fra Geert “Hr. Rejseleder” blev
det en helt igennem fantastisk tur… Jeg håber de andre deltagerer er enige i det udsagn!
Vi havde som noget helt nyt et hold på 10 knægte og 4 trænerer fra B&U med på turen, derud over var vi 27 voksne.
Vi startede turen fra Køge havn sent torsdag aften med at få pakket lastbilen med alle vores vidunderlige cykler, mange af dem var endda helt rene – allerede her trådte veteranerne i karakter og styrede det show, tak til David og Morten. P.
Velvidende at der var helt styr på den del driblede jeg i receptionen og hentede vores Kahyt billetter, jeg valgte, meget imod traditionen, at uddele de små snipper allerede inden vi gik ombord, det gør jeg så ikke igen da det desværre gik op i hat og briller sååååå AT indsamle alle snipper igen og starte forfra, belært af erfaring valgte jeg at vente til jeg selv havde alle nøgler i hånden, hvilket skulle vise sig at være et godt valg da halvdelen af skibet var lukket i kahyt afdelingen og vi derfor i stedet for 2 mands kahytter fik indtil flere 4 mands kahytter – Som den rare dame sagde, “Det er jo et gammelt skib så den slags kan jo ske”, den er jo svær at argumenterer imod når man selv er ved at være derop af og ind imellem er lidt defekt her og der 🙂 Well, jeg lærte så også hurtigt at der skal mere til at vælte en god stor flok DMK´er som bare rykkede sammen på de pladser der var, og der var ingen sure miner over pludselig at skulle dele kahyt med fremmede mennesker. Omvendt kan man sige at en del af os kun nåede ca. 4 timer i kahytten, det havde nok ikke gjort den store forskel om vi lå 2 eller 19 i én kahyt.
Fremme i Rønne kl 06 og en lille bid morgenmad senere var det tid til afgang, David og Elisabeth havde kørt lastbilen fra borde og stod klar til at vi alle kunne hente vores cykler, får monteret pedaler og forhjul, få alle taskerne ind i lastbilen og afsted det gik – ca. 200 meter over til Bageren hvor vi fik tanket op med kaffe, rundstykker og en masse kanelsnegle og frøsnapperer. NU var vi klar – til at køre de første ca. 30 kilometer til Hammershus I REGNVEJR, det var ikke lige drømme starten men alle lagde dog ud med højt humør, B&U gruppen var hurtigt afsted imens vi andre fulgte efter i et lidt mere adstadigt tempo, vi endte med at dele os i 2 hold, Marli tog et lidt hurtigere hold og vi andre hægtede os fast på Papa Trail – Aka Cezary, Vores egen Hugh Aka Jacob og Damp barnet Aka Jens “Peter” Jeg kan ligeså godt sige det som det er, vi tog den direkte vej af kystsporet til Hammershus, ingen små sløjfer eller andet morsomt undervejs, vi var driv våde og frøs som små hunde. Heldigvis var der ikke andre gæster på Slotsgården pga. det dårlige vejr, med undtagelse af en B&U rytter som havde været en tur i vandet, han sad pænt pakket ind i grønne tæpper mens hans tøj var i tørretumbleren, vi ankom ved 10,30 tiden og blev hængende i ført grønne tæpper til ca. kl 13 hvor vi lagde ud i tørvejr der dog hurtigt blev til regnvejr igen, her kan jeg godt afsløre at langt de fleste var på nippet til at praje en Taxa og komme til Gudhjem med den, men som ved et trylleslag slog vejeret om og de første solstråler brød igennem, gud være lovet. Vi valget at køre et smut til Danmarks største vandfald i Dyndalen, mest fordi Papa Trail er fan af vandfald, men hold nu op hvor var det smukt og glat og der blev slæbt utroligt meget på cyklerne men det var hele turen værd + der var den FEDESTE nedkørsel ever, med tonsvis af rødder… Fedt Fedt Fedt område.
Vi ankom til Ferieparken hen ad kl 17 fik fordelt huse, vasket cykler og os selv hvorefter der var bestilt bord kl 1830 til aftensmad til de fleste af os, her troede jeg så at man efterfølgende “plejede” at finde sammen og få lidt vino og tale om dagen der var gået, og det er også muligt at det er normen men jeg er ret sikker på at alle lå og puttede i deres senge senest kl 22,30 efter ca. 60 Km i strid modvind, masser af regn og pænt meget
op ad bakke var der ikke meget mere at skyde med.
Dag 2.
Vi vågnede op til strålende solskin og allerede der var der dannet grundlag for en deeeeeejlig dag vi mødtes kl 10 og fik lavet noget hold deling, Marli var igen tovholder på racerne og vi havde igen glæde af Papa Trail, Jacob og Jens som vores Guider, vi sendte racerne afsted først, desværre indhentede vi dem allerede igen efter få 100 meter hvor Julie lå godt forslået og en kende forvirret på vejen efter et hårdt møde med asfalten, det betød desværre at turen endte for hende og Laila der måtte en tur på skadestuen, heldigvis kun med overflade skrammer og en meget øm albue.
Målet på dag 2 var Paradis bakkerne ad kystsporet, vi valgte endnu engang at tage en lille tur forbi et vandfald ved Kobbeå, det er altså en fest at have en der er vild med vandfald og en der er vild med grotter med på holdet, og man skal jo aldrig glemme at spadsere med sin cykel, lad os bare
sige at der var temmelig meget mudder på enkelte stykker af strækningen, det gjorde dog ikke turen dårligere – tværtimod – for sikke en natur oplevelse, jeg kan med sikkerhed sige at vi var meget taknemmelige for den oplevelse. Direkte fra vandfaldet og på røgeri og spise frokost, meget forkost, så gik det ellers imod Paradisbakkerne med godt gang i pedalerne liiiiiiiiiiiiige indtil vi ramte bakken fra helvede, der var ikke nogen der havde fortalt mig om 6000 km opad i strid modvind, her blev det en kamp for ren overlevelse, Mtb´er kører ikke i vifte eller på række for at trække hinanden, vi kom dog alle op og ind i bakkerne, lidt sent på den vil nogen nok sige – Vi kaldte det lige til tiden. Vi valgte at lade alle køre deres eget tempo og have Rokkestenen som første mødested, det fungerede overraskende godt og der blev kørt i flere tempo med gengangere på enkelte nedkørsler 🙂 Med alle samlet igen tog vi det gule spor ud af bakkerne, her fik vi selskab af et par fra Marli´s hold som hverken havde fået vådt eller tørt hele dagen og var pænt trætte af at køre opad (Havde de mon ikke fået af vide at de skulle provianterer undervejs) Anyway, de sluttede sig til vores hold og blev tanket op med hvad vi havde i
taskerne af madder, snacks og barer, andre valgte at finde en direkte vej hjem, ham Marli havde vist kørt dem hårdt.
Stadig i strålende solskin gik turen hjemover via det gule spor – og tak for den sol for her begyndte cyklerne at knage lidt, jeg selv fik en punktering og havde INGEN reservedele med ud, de lå trygt og godt hjemme i hytten, godt andre ikke var ligeså glemsomme så den blev hurtigt fikset, eller
den blev i hvert fald fikset, der er utroligt mange hjælpsomme mennesker med på sådanne ture men kun 1 med en pumpe som virkede, vi (og jeg siger vi fordi Jens skiftede min slange) andre fik en velfortjent pause omgivet af små insisterende tæger, de fik dog kun ram på en af os! HA! Videre det gik men kort tid efter fik en forholdsvis stor gren ram på Cezary´s bagskifter, den kunne åbenbart ikke nøjes med hans geardrop, den satan. Efter en længere operation lykkedes det dog at få den samlet så meget at den kunne køre i ET GEAR dog med en kæde som ikke orkede at blive på klingerne, stakkels Papa Trail siger jeg bare, men manden er jo lavet af granit og tog turen i stiv arm. Det blev afskeden med Paradisbakkerne, men hold nu op for et fantastisk sted at køre på MTB, der er virkelig noget for enhver smag og udfordringer nok. Hu hej ned af verdens længste bakke og direkte hen til kystsporet, her stødte vi igen på B&U gruppen, der var så god energi og fuld kamp gejst på de knægte at det nærmest smittede af, men også kun nærmest, Cezary foreslog at vi tog landevejen hjem resten af vejen, hvad han dog havde glemt var endnu en bakke fra helvede op til
Gudhjem, endnu en kamp for overlevelse og jeg kan med stolthed sige at både Mia og jeg nakkede den bakke. På toppen mødte vi resten af gruppen som havde kørt kystsporet, høje af energi over et langt flow, stort set nedad, behøver jeg sige at der var mord i øjnene på et par os – primært stirrende på Cezary…
Hjemme igen efter endnu ca. 60 km i sadlen var vi sultne som ulve og der var heldigvis fællesspisning på programmet som gav alle en mulighed
for at lære hinanden bedre at kende og lørdag aften var der mere overskud til et glas vino og fælles hygge i husene, det blev dog ikke til hel nats
forestillinger søndag stod jo på endnu ca. 50 km. Ud over Julie som vi mistede tidligt på dagen var der heldigvis ikke andre alvorlige
styrt, flere mindre udfald men ingen kom noget til på trods af et temmelig udfordrende terræn og endnu en dag hvor vi bar utroligt meget på vores cykler. Desværre havde Poul-Erik en temmelig skræmmende oplevelse, en eller anden tosse havde valgt at spænde et stykke tørre snor over en sti som Poul-Erik buldrede ind i med temmelig meget fart, det resulterede i at han kørte temmelig langt på forhjulet indtil snoren knækkede, jeg tør slet ikke tænke på hvad der kunne være sket hvis det var en af ungerne der var kommet forbi på det tidspunkt. Heldigvis reddede Poul-Erik sig selv og hans cykel men fy for et chock… B&U havde ikke mindre end 17 punkteringer på de 2 første dage, man undres når man kigger på dem, de vejer jo knap 12 kilo men det tog de i stiv arm og brugte meget af lørdag aften på at lappe slanger.
Dag. 3
Hjemrejse dag men endnu ca. 60 km skulle lige tilbagelægges, vi havde på det tidspunkt et ret højt mandefald pga. lidt sygdom, syge cykler og generel træthed, for vores hold det betød det at vi ikke havde Papa Trail til at vise vej, til gengæld havde vi stadig Jacob og Morten P så vi skulle nok finde til Rønne. Jeg må sige at farten havde ændret sig en smule, og det var ikke til den hurtige side, men solen skinnede og vi holdte de fineste pauser undervejs hvor vi NØD udsigten og bagernes kaffe og kanel snegle. Tilbage på kystsporet, og så længe vi bare havde vandet på højre side kunne det jo ikke gå galt, det gjorde det heller ikke, undtaget de par gange hvor jeg valgte at kigge lidt for langt mod højre og dermed endte med
mig selv og cyklen på skrænten, må jeg råde alle til at rette fokus mod sporet når det ikke er synderligt bredt og en smule farligt… Det gik heller ikke specielt galt da det på en eller anden måde blev Jens og jeg der havde fortroppen, lad mig bare sige at tykke krat, moser og opretstående klipper sagtens kan forceres med klik pedaler og cykler på nakken. På største delen af vores ture var de mest brugte ord:
Det har jeg ikke prøvet før, det kan jeg sikkert godt!
KAN DET KØRES! Der blev ofte råbt ja – men ikke helt ligeså ofte kørt hele vejen, men hvis man ikke prøver finder man jo ikke ud af om man kan.
Igen havde vi fælles samling på Slotsgården på Hammershus til frokost og cykel kage, yderligere en del faldt fra her og tog landevejen det sidste stykke. Vi var dog også en god blanding som tog hele sporet til Rønne, ikke helt uden at pive men vi tog det dog. Vel ankommet til Rønne skulle bilen endnu engang pakkes med cykler og enkelte tasker, ombord på færgen, denne gang uden kahyt problemer da vi bare skulle til Ystad også i bussen og kurs mod København hvor vi ankom planmæssigt kl 21,20 og kunne sige farvel og tak til en samling nye cykel venner.
Jeg vil gerne benytte min tale tid til at sige tak for en helt igennem fantastisk tur. Tak fordi alle var villige til at hjælpe og støtte
hinanden. Tak til de fire voksne: Brian J, Jacob Lebech, Henrik og Peter for at ha givet ungerne en vanvittig god oplevelse, vi så dem stort set ikke ej heller hørte vi dem, i må ha holdt dem i stram snor 🙂
Til gengæld så vi heller ikke jer, i må tage revanche næste år.
Jeg glæder mig til 2016 hvor turen igen går til Bornholm for det terræn finder vi bare ikke herhjemm og det var s…. sjovt.
Kærlig Hilsen
Jill DMK´s Rejseudvalg.

PS. Mine billeder ligger her