Rejseberetning Andalusien uge 9 2016

Vi har igen haft to ”uge-hold” af sted til vinterbasen i Andalusien. De blev begge ramt af solrigt og varmt vejr. Læs her hvordan Anda-rookie Signe Koch, oplevede den tur:

Vi var 13 glade mountainbikere, der lørdag mødte op i lufthavnen med et håb om en uge med sol og lækre spor langt fra den miserable danske vinter – og det fik vi! Vi landede i Malaga først på aftenen, og vores værter fra Sierra Cycling stod klar til at tage imod os. Herfra var der en halv times kørsel til Fuengirola, hvor vi blev indkvarteret i to rækkehuse. Ikke noget femstjernet hotel, men til gengæld var der både stue og køkken, så man havde muligheden for selv at lave aftensmad. Dette blev flittigt benyttet i løbet af ugen – især til at kreere retter med store mængder ost.

Søndag skulle vi prøve kræfter med sporene for første gang, cyklerne blev pakket i bilerne ved 10-tiden og så gik turen op ad bjerget. Fra tedet hvor vi blev sat af, var der stadig en god tur opad, som sluttede med 00 højdemeter til fods med cyklerne på nakken – så var vi i hvert fald varmet p! Herfra gik det kun ned ad bakke, og det var heldigvis på den gode måde.

”A bit loose, a bit rocky and a bit steep” var den mest benyttede sætning blandt guiderne. Meget anderledes end hvad vi er vant til herhjemme, men mega fedt! Også selvom jeg blev rigeligt udfordret, og min cykel følte sig lidt udenfor blandt de andre cykler med sine kun 100 mm vandring.  XC-cykler var der ikke mange af, men jeg havde en fantastisk tur alligevel og kunne køre langt det meste.

Efter et par timer i sadlen om formiddagen, stod den på tapas til frokost i solen, inden der igen skulle trædes lidt i pedalerne opad. Sådan forløb de første tre dage, inden den onsdag stod på hviledag. Her var vi en mindre gruppe, der tog imod tilbuddet om at blive kørt op på bjerget og køre en tur selv. Vi benyttede chancen for at udnytte nogle af alle de mange GoPro-kameraer, der var med på turen og prøvede kræfter med downhill-delen af SRAM’s testtrack. Hviledagen endte med at blive den længste cykeldag og også dagen med de vildeste styrt. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade. Torsdag var der nye spor på programmet ved ”The Lakes” omkring halvanden times kørsel fra Fuengirola. Slickrocks, picnic på søbredden og 22 grader – endnu en fantastisk dag på cyklen, som blev nydt i fulde drag.

Fredag aften sluttede vi turen af med lækker mad og rigelige mængder af gin & tonic på ”Libaneseren”. Det var en perfekt afslutning på en virkelig god uge med de fedeste spor, solskin hver eneste dag og rigtig hyggeligt selskab. En tur der klart kan anbefales til alle, der elsker at køre nedad og savner varme og tørre spor midt i den danske vinter. Eneste minus ved turen var, at den var overstået alt for hurtigt.

 

Se alle billeder og videoer fra Per Sohllige her