Årsberetning fra Herre Elite.

Året går på hæld og vi skal snart i gang med at forberede os til 2018. Inden vi gør det vil vi i DMK Herre Elite gerne fortælle lidt om hvordan vores år er gået og hvordan vi ser fremtiden for os og DMK.

Året der gik startede resultatmæssigt rigtig godt med gode resultater helt fra start, hvor Lars Jørgensen vandt den samlede stilling i H40 klassen i Slushcuppen. I de to første MTB-liga løb fik vi flere mand i top 10 i både Herre B og H40 klassen, og især Rasmus Harder brillierede med en 1 og en 2 plads i Herre B klassen. Dette niveau holdt henover over sommeren med stabile top 10 præstationer og kulminerede i sensommeren med, at Rasmus Harder og Kim Johannsen rykkede op i Herre A klassen. Endelig blev Rene Larsen nr. 3 til Hillerød MTB Marathon efter Sebastian Fini og Benjamin Justesen.

Udover de gode resultater bør det også nævnes at Jannik Kryger i Februar deltog i Andalucia Bike Race, hvor han viste de lokale, at man kører kort-kort selvom det kun er 10 grader varmt. Herudover havde vi også en god træningsweekend på Vallåsen og fire til start til Beskidy MTB Marathon.

De fleste af jer kender sikkert et par stykker af os allerede og ved, at vi kan lide at køre “kedelige” træningsture med en masse struktureret intervaltræning. Lidt mere formelt kan man sige, at formålet med elite-teamet er, at deltage i, og repræsentere DMK til licensløb i Danmark. Elitebetegnelsen kan i nogle tilfælde virke mere ekskluderende end inkluderende og det er vigtig for os at signalere, at vi også er en del af klubben. Derudover vil vi også gerne signalere, at man ikke behøver at være på niveau med Nino Schurter for at være del at holdet. Som det allerede er blevet annonceret på Facebook så er træningen pt. åben for alle der har interesse og er indstillet på at køre licensløb i 2018. Vi vil meget gerne gøre feltet lidt bredere og have flere med på holdet.

Endelig er det også værd at bemærke, at der udover det resultatmæssige også er fokus på det sociale, og at vi har det sjovt sammen og hjælper hinanden når vi er ude til løb. Ofte tager vi afsted lørdag til søndag, så vi kan nå at prøvekøre ruten inden løbet, og aftenen går med at gøre cykler klar og fortælle røverhistorier, som kun bliver bedre og bedre for hver gang de bliver fortalt.

Så hvis du læser dette og har mod på at køre licensløb (og har nogle gode røverhistorier) så giv endelig lyd til Henrik Johannesson på mail elite@mtb.dk