Uden frivilligt arbejde, kan DMK ikke eksistere…!
Stort set alle aktiviteter afhænger af frivilligt arbejde. Det kan du læse lidt om her:
DMK er som ën af Danmarks største cykelklubber rammen om et meget stort motions- og sportsfællesskab. Et fællesskab, der giver medlemmerne større glæde og udbytte af cyklingen, når vi mødes i skoven.
De mange træningstilbud i DMK spænder bredt, både aldersmæssigt og i forhold til mål og ambitioner. Dertil har vi småture, weekendture, ferieture, og ikke mindst cykelløb, som vi både deltager i, og selv arrangerer. Der er tilbud til medlemmerne om at køre med på et eller andet mindst 6 dage om ugen i sæsonen.
Alt det kan kun lade sig gøre med en stor frivilligindsats fra klubbens medlemmer. Dels fast, dels ad-hoc.
Den faste indsats gælder især de ugentlige hold, hvor vores mange engagerede trænere planlægger og afvikler træning for medlemmerne. Bag de mange faste træningstilbud foregår et stort, men mindre synligt, arbejde med at sikre holdene har de nødvendige trænere, og at træningstilbuddene passer til behovene og varierer over tid. Er der en kommende træner i dig, så hør om mulighederne hos vores cheftræner Thorsten Breiding.
Dertil har vi bestyrelsen og diverse udvalg, der planlægger og gennemfører mange af årets aktiviteter.
Ad-hoc indsatserne er alt det andet; weekendture, arrangementer og afvikling af løb. Her er vi ikke nogen fast stab, vi er helt afhængige af, at klubbens medlemmer – og for børnenes vedkommende deres forældre – stiller op, og giver en hånd med. Vil du høre mere, så se i oversigten nedenfor.

Din indsats er guld værd
Bare et par timers hjælp gør en stor forskel, og er virkelig påskønnet. Og arbejdet som frivillig i klubben er ikke en sur tjans. Det foregår som regel sammen med andre frivillige, og er både hyggeligt og sjovt. Det handler f.eks. om at gøre løbsruten klar, eller at hjælpe med som rutevagt, når DMK hvert år efter sommerferien afvikler en afdeling af Shimano-ligaen. Eller om at have en mening om den nye DMK kollektion. Eller lave et opslag på klubbens sociale medier.
Vidste du: DMK har status som eliteklub i DCU. Det giver os mange fordele, men kræver også, at vi står for et licensløb såsom en afdeling af Shimano-ligaen. Derfor er det vigtigt, at vi som klub kan løfte den store opgave, og her er vi virkelig afhængig af medlemmernes frivillige indsats.
I DMK hylder vi de frivillige – de gør klubbens mange tilbud mulige. Uden frivillige, ingen klub.
Måske du tænker, at i så stor en klub som DMK er der nok altid mange, der melder sig som frivillig til de nødvendige opgaver. Men sådan er det ikke, for faktisk mangler vi tit hænder. Så vi har altså også brug for netop dig!
Det skal være nemt at stille op som frivillig i DMK
For at gøre det nemt og overskueligt for dig at se, hvad og hvornår der er brug for frivillige, har vi udarbejdet en oversigt over årets frivillig-opgaver. Der er også en kontaktperson. På den måde kan du i god tid se, hvornår du evt. har tid og mulighed for at give en hånd med.
Når du bidrager med din hjælp, kvitterer klubben for din indsats med forskellige tilbud i løbet af året, f.eks. sponsorgaver.
Frivilligopgaver i DMK – samlet oversigt
Du kan læse mere om, hvordan du helt konkret kan hjælpe klubben ved at give en hånd med i denne liste.

