DMK-Sport 3

Et træningstilbud for dig, der gerne vil udfordre dig selv med en god blanding af touring, teknik og flow. Fokus er på glæden ved mountainbike og muligheden for sammen at køre og afprøve forskellige spor og features i skoven. 

Målgruppen er flere typer ryttere. Her kører erfarne ryttere, der har mere fokus på fællesskab og kørsel af udfordrende features i skoven end fokus på fart og puls. Her kører ryttere, der er nye i klubben og/eller nye i skoven og har fokus på at opnå mere teknik og sikkerhed på sporet. Det kan være ryttere, der eventuelt sigter efter senere at køre på andre af klubbens hold.

Farten tilpasses rytterne der møder op og der ventes på alle. Der køres f.eks. rundtrækninger for at imødekomme forskellig hastighed hos deltagerne. Ruter og træningsindhold fastlægges af træneren på dagen.

Der er ikke et krav om fremmøde til træning, det er et tilbud, der kan benyttes, når det passer dig. Dog forventes det, at du indgår socialt og bidrager til en god og motiverende stemning, tager hensyn til dine holdkammerater, skovens andre brugere samt følger trænerens anvisninger. Ved ”for” mange ryttere fordeler trænerne rytterne på flere hold.

Mød op med funktionsdygtig mountainbike, diverse lappeudstyr samt hjelm. Det kan anbefales at medbringe drikkedunk og eventuelt energibar til træningen.

Hvor og Hvornår:

I sommerhalvåret (1. april – 31. september) køres tirsdage og torsdage kl. 17.30 fra Skovbrynet station. Der køres ca. 1½-2 timer.

I vinterhalvåret køres der ikke fast træning, men trænerne kører ofte på eget initiativ tirsdag kl. 17.30 fra Skovbrynet, Geels eller Rude, afhængigt af vejr- og sporforhold.

Løbende over året annonceres diverse Sport 3 touring-ture på klubbens facebook-side for medlemmer. Disse afholdes i mange forskellige skove – dog med en forkærlighed for de allerede nævnte skove, Tisvilde hegn og ture til Valåsen.

For spørgsmål til træningsholdet er du velkommen til at kontakte klubben på:  sport@mtb.dk