Rejse beretning fra Sierra Nevada

Sierra Nevada …er godkendt!

Så gjorde han det igen – DMK’s rejsekonge. Han inviterede os med på nye eventyr.

Det er ikke første gang, og forhåbentlig heller ikke sidste gang, der afprøves nye mtb omgivelser. Også denne gang er der stor begejstring blandt deltagerne på test turen.

I mange år har Fuengirola været målet for klubbens 2 vinterture for de forårshungrende DMK’er.  Nu skulle der prøves noget nyt. Fuengirola siges at være fantastisk, så udfordringen var stor, når begejstringen skulle matches. ”Sierra Nevada” lød udmeldingen i efteråret, da en af klubbens to vinterture, skulle smage af nye bjerge. Det var for stort med et sats med to uger et nyt sted, så første vinterhold blev sendt af sted i retning af Sierra Nevada.

”Ride Sierra Nevada” ved Skotten Shaun og Scilla blev vores samarbejdspartner. Vi 14 glade DMK’ere blev taget godt imod på en lækker forårsdag i slutningen af februar. De har base i den lille bjergby Monachil, der ligger i 792 m, ca. 8 km fra centrum af Granada. Det tager et par timer at komme dertil fra Malaga lufthavn.

På første dagen startede vi ud på cyklen fra Monachil. Shaun og spanske Dario stod klar til at tage os med på lokalt eventyr. Og der var stort set kun en vej…det var opad. Hele dagen blev brugt i nærområdet, hvor vi fik første indtryk af de super flotte omgivelser, varierede og fede spor. Vi kørte op langs en kæmpe slugt med vild udsigt og legede os ned af mindre nedkørsler oppe på bjerget og ned gennem skoven. Vi kunne se glimt af en af de vilde downhill bike parker her i ”La Zubia” området. Eftermiddagens loop gik op bag byen med flot view mod Granada, hvor vi landede nede i Granada centrum efter en urban ride ned ad en masse trapper.

Valg af dagens spor gjorde, at de 2 guider fik et godt indtryk af vores niveau. Der var masser af smil, trætte ben og glade DMK’ere efter dagens godt 1.500 hm og 53 km.

Dagens relativt mange højdemeter på all mountain cyklerne kunne mærkes i kroppen. Højdemeterne er samtidig udtryk for Ride Sierra Nevadas tilgang til Mtb sporten i området. De ønsker at tilbyde ”bæredygtig mtb turisme”. Med det mener de, at man vi som gæster også skal arbejde for at komme rundt i området. Der er en fuld shuttle dag på programmet i løbet af de fem guidede dage. Vi bliver kørt med shuttle ud til de forskellige områder og bliver kørt hjem igen. Men for det meste er vi selvbårne rundt i det område/terræn, vi bevæger os rundt i. Shaun siger, at han ikke ønsker en forretning, hvor gæsterne kun kommer for at kører nedad, da han mener, at det vil have alt for stor impact på de naturtro spor, han elsker at vise os rundt på. De ville kunne køres mange flere gange dagligt, hvis der stod en shuttle i bunden hver gang.

DMK benene var i gang, stilen var lagt, mandeltræerne blomstrede, solen skinnede og niveauet for forventningerne var lagt i den højere ende.

Foran os lå 2 dage med guider, en fridag, og to yderligere dage med guider.

Området og de resterende dage bød på fantastiske og varierede spor. I højderne var blev vi forkælet af udsigten til den smukke Sierra Nevada bjergkæde med mange sneklædte toppe på op til 3.400 m, og med fuld gang i skiturismen. Vi nåede op i 1.937m. på sidste dag, efter ugens længste opkørsel på 1.000 hm i et stræk – belønningen var fantastiske udsigter undervejs, og super lækre nedkørsler. Mange af de steder, vi kørte, var gamle stier, der var opkaldt efter deres oprindelig brug, eksempelvis Milkman trail, Woodman trail, Shepherds trail. Langt det meste var naturtro stier, der bød på stenede, stejle, klippede udfordringer, krydret med lækre skovspor.

Tag et kig på Johns fine korte video:

https://www.youtube.com/watch?v=JBcFBnMsXLQ

Fridagen blev brugt på en hyggetur til Granada, smuk vandretur i Monachils baghave, øl, tapas og rigtig DMK hygge.

De tog ikke mange timer i den lille bjergby før holdet var ganske begejstret for det lokale koncept med, at der fulgte gratis tapas med, når der blev købt øl!

Indkvartering & mad

Ride Sierra Nevada har et typisk spansk lille hus, der ligger oppe i en af de helt små gyder. Her blev 10 af os blev indkvarteret. Huset er vel knap 40 m2 i grundplan og har 4 etager med altaner på 2. og 3. sal. I stueplan/1.sal er 4 små værelser, 3 små badeværelser, et køkken på 2. sal og en mikro stue på 3. sal. Der er en vandslange uden foran døren, vi kunne stå i gyden og rode med cyklerne og der var et rum i huset, hvor vi kunne have alle vores cykler.

De sidste 4 deltagere blev indkvarteret i en god lejlighed lidt oppe af gaden.

Shaun og Scilla havde købt ind til morgenmad, som vi selv stod for. Scilla lavede hver morgen sandwich til os, vi kunne have med på sporet.

Aftensmaden stod vi selv for. Vi var flere dage ude at spise lokalt. Nogle lavede mad et par gange i huset. En enkelt aften kom en mand op i huset og kokkererede et par kæmpe pander paella til hele flokken.

Vel hjemme igen og DMK’s ihærdige rejse-arrangør team kan være stolte af endnu et godt og velgennemført mtb initiativ.

TAK!

På vegne af DMK flokken,

Tine