Kategori: Ikke kategoriseret

Af: Allan Jensen, første år på sommertur

Sommerturen i år havde flere temaer. Det første var en live test af, om man får pæne ben af at køre MTB. Det har vi analyseret, og det får du svar på i denne beretning. Det næste var, om man i Coronaens tegn kan få en lige så fed tur i Danmark, som en normal DMK udlandstur. Det får du så rigeligt med info om, at du selv kan regne svaret ud, så læs endelig videre.

Klaus Bach havde fundet på og inviteret til turen. Nok havde han fået lidt inspiration hist og her, men det er hans fortjeneste, at vi kom afsted og hans idé at holde fast i, at vi skal da have en tur selvom der er pandemi. Så må det blive inden for rammerne af det lovlige og mulige.

Turens geniale idé var at køre nogle af de bedste spor i Jylland og gerne mange af dem.

Horsens Bjergeskov

Første stop var mandag den 3. august kl 13.00, hvor vi mødtes i Horsens i Bjergeskov i strålende sol. Det er et 10 år gammelt spor syd for Horsens – langt ude på landet. Skoven er en lille top midt i landskabet. Det er meget kuperet med 530 højdemeter og 15 km spor med alle slags sværhedsgrader, også enkelte passager, som ingen af os kunne køre.

Der er meget teknisk udfordring, masser af højdemeter og udfordrende opkørsler. Man starter med en 200 meters lidt krævende opkørsel, og så kommer der en bane med sorte og røde nedkørsler og drops, hvor farverne skal respekteres. Sort er sort her. Så er man i gang, hvis man ellers ikke er væltet Der er næsten ingen flade stykker, det er enten op eller ned hele tiden. Det kan vi lide. Der var flere, som synes at det har lidt karakter af Djævlesporet ved Slangerup. Og nogle mente, det kunne sammenlignes med Rychlebske i Tjekkiet. De sorte nedkørsler bør man tjekke først, de er ikke for begynderen. Det er godt afmærket og med morsomme navne, hvis man ellers kan kan nå at se dem i farten.

Vi var alle overraskede over at prøve et så godt og krævende spor. Den største udfordring herfra var så, hvordan skal turen så holde niveauet resten af ugen. Kunne de andre spor mon leve op til dette?

Men inden vi kørte videre måtte Klaus lige tage sporet en ekstra gang. Han havde nemlig taget sin rygsæk af midt på sporet et eller andet sted og synes den skulle stå der. Da bilnøglen til kassevognen var i rygsækken, var det stærkt motiverende at finde tasken igen. Det lykkedes, og vi åndede lettet op.

Nordskoven og Vesterskoven

Vi kørte videre i bil til Silkeborg og indlogerede os på Skyttehusets camping https://www.skyttehusetscamping.dk/hytter-og-vaerelser.aspx.

Vi fik 3-4 personers hytter midt i skoven lige ved siden af søen. 3 personer i hver og cyklen i ekstra sengen. Så bliver det ikke bedre. Hvem kan sove med sin cykel hjemme? Nej vel.

Der er bare så smukt i Silkeborg, det er lige midt i ferieland. Efter en tur i baljen i den klare og kølige sø, fik vi en dejlig middag, vælg selv fra husets á la carte og sad i sommeraftenen. Tine og Torben, som ejer campingpladsen var ekstremt servicemindede og hjalp til en god stemning, god mad og en god aften.  Vi nød livet og snakkede om Nordskoven og Vesterskoven. De var nemlig på programmet for næste dag.

Næsten morgen var det en tur i baljen igen – stadig noget køligt vand, og så stor morgen buffet. Madpakkerne var smurt af værterne og kom i rygsækken med lidt frugt og drikkevarer. Så afsted i høj sol. Vi kunne spare over 20 km tur hen til sporet ved at tage færgen, så det gjorde vi. Det var campingfatter selv, som styrede el-færgen, som kunne tage 5 cykler ad gangen. En sjov og grøn oplevelse, og så var benene ikke slidt før vi skulle på sporet. Færgeturen var på 80 m.

Efter 5 km transport stod vi så klar ved foden til Nordskoven. Nordskoven tager fint udfordringen op med Bjerge skov. Der er masser af højde meter og svære op- og nedkørsler. Nogle nedkørsler endda meget svære.

Man er slidt efter en tur rundt, både af de mange højdemeter og af at skulle koncentrere sig hele tiden. Der er ikke mange stykker, hvor tankerne bare kan flyve. Det gør hjulene til gengæld, hvis man ikke er med mentalt hele tiden.

Der er mange højdemeter, og det trækker syren frem i benene, særligt hvis man tror, det skal køres hurtigt. Der blev tid til en pause, og blåbærplukkeri. Der var mange og de var modne.

Sporbyggerne kalder selv sporet for Frankensteins Monster, fordi det er sammensat af mange forskellige elementer.

Efter 18 km singletrack med det hele var vi igen høje. Det var jo ligeså godt som Horsens og en fed oplevelse. Helle havde problemer med sit dæk og havde valgt at tage til Silkeborg for at få det lavet. Så hun fik ikke glæden af dette spor. Alle cykelbutikkerne i Silkeborg havde for travlt til en her og nu hjælp, så det endte med hun måtte fortsætte på et bulet dæk. Øv da. Vi kørte samlet til Silkeborg centrum og havde en times herlig frokost her. Der er nu skønt i Silkeborg med den fine by og alt det natur og vand.

Efter to så gode spor tænker man, at nu bliver det ikke bedre. Men så tager man alligevel fejl. Vi cyklede videre til Vesterskoven – stadig i fint vejr. De, som havde været der før, mente vi var på sporet af noget godt. Det var vi sandelig også. Hvis du er til flow og lange hurtige nedkørsler, så er det her nummer 1 i Danmark. Der var ikke en, som ikke stod med et kæmpe smil, da vi var kommet ned igen. Det er simpelthen flow i top-klasse. Og masser af højdemeter også. Men det er ikke så svært, det er mere til leg og sjov end det er en udfordring. 17 km leg og masser af op og ned. Hvad mere kan man ønske sig?

Vi cyklede tilbage til campingpladsen gennem skov og ved sø og ø, ikke et øje tørt.

En del havde pænt slidte ben, men der var alligevel et hold på 5-6 stykker som skulle bestige Himmelbjerget på cykel. Så kom der lige lidt flere højdemeter og en smuk udsigt til.

Aftenen startede med det store grillparty, hvor værterne havde forberedt en herregod grillmiddag. Vi skulle selv grille, og det gjorde vi så i nogle timer med vin, øl mm. Det blev dog hurtigt noget køligt, så vi trak indenfor sidst på aftenen. Helt sommervarmt var det ikke.

Slettestrand

Næste morgen kørte vi – efter endnu en dejlig morgenmad – i biler til Slettestrand Feriecenter. Det ligger lige ved Vesterhavet øst for Hanstholm og lidt sydvest for Blokhus. En ganske anderledes naturoplevelse end søerne og bakkerne sydpå. Vesterhavs råt og smukt. Klitter og forrevne træer. Vi blev indlogeret i et større kompleks af huse, som vi fik helt for os selv, med eget værksted, indendørs cykelvask og meget andet godt. Det her sted er skræddersyet til MTB-folket og de handicappede. Direktøren for stedet er selv aktiv mountainbike-kører og sporbygger og lægger meget vægt på, at det skal være attraktivt for cykelfolket at komme. Stedet er også et center målrettet handicappede, så det er nemt at komme rundt i centeret, også hvis man selv er på hjul. Dejligt at de svært handicappede også kan komme ud i naturen. Det skulle vi i særdeleshed, så efter en måske lidt for stor frokost hoppede vi på cyklerne for at prøve Slettestrand MTB-spor. Vejret var ikke helt i topklasse, det var køligt, gråt og fugtigt. Fugten havde dog en god indvirkning på sandet, som en del af sporet er præget af. Det var ikke så løst på grund af fugten, som det ellers kunne blive, når det er tørt. Sporet er udfordrende, med sorte nedkørsler og nogle af dem ret svære. Sporet ligger ved siden af Kollerup sporet, som man kan tage med som bonus. Det gjorde vi og tilbage igen på Slettestrand sporet. Tager man begge får man en meget varieret oplevelse med flow, svære opkørsler, umulige nedkørsler og imponerende natur. Sandet gør sporet sværere at køre på, i hvert fald når man ikke er vant til det. Kim den stakkel havde taget sin helt nye BMC Antagonist med, og den blev godt sandet til og knasede derudaf. Lignede en ny cykel i 20 min, så var den kørt til.  Alle kæder og tandhjul blev tilsandet, så det er præmissen her.

Vi kom tilbage let våde og i højt humør efter knap 40 km spor og lidt transport. Sikke en oplevelse og sikke en anderledes oplevelse. Det her spor ligner ikke de andre, men det er værd at køre efter – og på. Der blev vasket sand og mudder af cyklerne. Der kunne vaskes 7-8 cykler samtidig i hver sin bås, det er sørme proff’e forhold her.

Vi fik en dejlig middag i feriecentret og en gåtur på stranden og for de udholdende også lidt ekstra alkohol og hygge i vores eget lukaf.

Næste dag stod den på tur mere end på spor. Efter endnu en god og stor morgenmad hoppede vi i bus og kørte langt væk fra Slettestrand. Cyklerne var med i trailer. Vi blev sat af i ingenmandsland med guider og madpakker. 3 guider skulle der til for at passe på os. Måske lidt bekymrende. Formålet med dagen var at opleve den særlige natur på cykel. Det giver mulighed for at se meget og meget forskelligt og med de her lokalkendte guider var det også en opvisning i hemmelige passager og finurlige smutveje. Vi fik en unik naturoplevelse i og lige bagved klitterne. Det var småstier, halvlukkede skovstrækninger og cyklen på ryggen flere steder. Vi havde slukket GPS’erne, fordi guiderne ikke ønskede denne tur slået op på nettet. Den var ikke kørt på officielle spor. Vi kørte et langt stykke på stranden og kom forbi Bulbjerg, som er en seværdighed med en tysk bunker med kanonanlæg. Her lærte vi at bære cyklen på ryggen på en ordentlig måde. Der var for mange højdemeter til ikke at have en god teknik.

Flot udsigt. Undervejs ringede vi til grillen i Thorup havn og bestilte mad. Så var den klar da vi kom.

Der var mange turister og lange køer, så det var klogt. Vi kørte videre på et tidpunkt skræmmende tæt på et pigtrådshegn, som aldrig ville ende. Vi kom forbi det kendte Svinkløv Badehotel, som ikke var noget at skrive hjem om, og endte på over 60 km inden vi nåede helt tilbage. Henrik mente, at så kunne vi da lige tage Slettestrand sporet, men der var ikke rigtig nogen, som bed på den.

Vi fik en dejlig middag på feriecenteret, og bagefter var der havgus i saunaen. Havgus er en stærk sanseoplevelse, hvor forskellige dufte hældes på saunaens varmeovn og fordeles rundt i saunaen. Gran, enebær, citrongræs og eukalyptus blev krydret med snaps og godt humør og en svømmetur.

Næste formiddag skulle vi lære at hoppe og svinge. Centret har en teknik  træningsbane, og MTB-guiderne viste sig også at være MTB-trænere. Vi fik mange tips til bedre svingteknik og hoppeteknik.

Det prøvede vi så af på sporet bagefter, og vi tog de sorte nedkørsler i besiddelse. En af dem er så svær at kun Jesper lykkedes med den. Godt kørt Jesper. Vi andre styrtede eller gav op i klogskab.

Vi gik i vandet før middagen. Vesterhavet er stort – og varmt nok….efter lidt tid. Vi havde ikke meget badetøj, så det blev uden.

Om aftenen blev vi støttet af en gourmetkok i at lave bålmad. Vi skulle selv tænde bål, og lave maden derpå. Forret, dessert, hovedretter og bagt brød. Sikke en udfordring. Vi fik lækre brød, grillet fisk, kantarelkompot, grillet melon og meget andet godt.

Vejret var i top til en lang udeaften, og det var en forrygende afslutning på turen.

Vi gik i seng efter en tur i rugekarret, mætte, trætte og veltilpasse.

Hammer Bakker

På vejen hjem om lørdagen den 8. august kørte vi ind om Hammer Bakker ved Aalborg for lige at tage det med. Kims bil brød ned på vejen, så det tog lidt tid at få lejet en ny og kørt den anden på værksted.

Men det lykkedes, og dem, som gad, tog sporet i Hammer Bakker. Det er også et meget fint spor, men vi kunne ikke yde det retfærdighed. Vi var spormætte og sportrætte. En 3-4 stykker endda så mætte, at de nød solen i stedet for at cykle! Uhørt i DMK og synd for sporet. Men også udtryk for, at selv DMK’ere har en mæthedsgrænse. Vi fik kørt en fin frokost ud fra en nærliggende café.

Efter den var det bare hjemad i bil og måske en lur på vejen.

Sikke en tur. Sikke mange gode oplevelser og mange højdemeter. Så vidt jeg er orienteret, var der ikke nogen, som ikke faldt mindst én gang.

• Kjeld skal have nogle nye pedaler.
• Helle skal have nye dæk og klinge.
• Birgitte fik ny klinge krans og kæde.
• Kims bil skulle repareres og køres til København bagefter.

Men det var så også det. Ingen skadede overhovedet. Og alle cykler kunne køres på.

Og så til turens store spørgsmål? Får man pæne ben af at køre på MTB. Det kommer an på, hvor du kigger. På benet altså. Lårmusklen bliver større og fastere i det. Nogle vil sige det er pænt, hvis det ikke udarter sig. Men skinnebenene. Det er altså noget skidt. Her er et ben-udvalg som de ser ud efter turen.

Alle får skrammer. Fald, pedaler der smutter, brombærbuske mm. Hvis du vil have pæne skinneben, så er det ikke DMK, eller også er det med skinnebensbeskyttere. Så blev vi så meget klogere.

Var Pandemituren så lige så god som udlandsturene? Vurder selv.

De 15 tilmeldte takker alle Klaus Bach for en forrygende tur, det var planlægning og gennemførelse uden slinger i valsen. Det var den bedste ferie i år. Du kører med klatten, Klaus.

Traditionen tro drog DMK mod den skønne ø i Østersøen på Store Bededag. Vækkeurene ringede alt alt for tidligt, så vi kunne nå at sætte hinanden i stævne ved Hovedbanegården kl 5.45 og få cyklerne pakket i den polske lastbil inden Bornholmerbussen fragtede os til færgen mod sol, spor og klipper.

Vel ankommet til havnen i Rønne, udspillede det for andre sælsomme syn af cykler, der lå spredt på parkeringspladsen som flade fugle med drejede styr og uden pedaler, omsorgsfuldt dækket af tæpper, som havde de små tohjulede været udsat for noget grimt……. der blev skruet, rettet ind, fundet pedaler, monteret, skiftet tøj, tappet vand og hurtigere end de fleste bornholmere kan nå at sige ”krølle-bølle” var vi klar til at drage nordpå mod Allinge-Sandvig.

I den smukke Nordskov var pælene, der viser MTB-sporet, flere steder hevet op af jorden, så man kunne snildt fare vild, hvis det var det man ville. Flere foretrak dog at finde en å at dyppe cyklen i, knække kæden eller bare køre r…. ud af buksen og være i Allinge inden der var gået meget mere end 37 min (give and take). Vi takker alle for tålmodighed og Jens for snilde med on-spot-reparation af cykler.

Et stop ved røgeriet i Hasle for en dejlig frokost hører med til traditionen – røget sild, makrel, laks smager dælme godt i solen……. lidt mindre godt 2 timer senere, når opkørslerne sender en hilsen fra maveregionen.

Siden hen forlød det fra formentlig pålidelig lokal kilde, at sporet i Nordskoven er under omlægning, da der er fundet en sjælden orchidé ved navn Liden Vintergrøn, som man ikke må køre henover.

Kultippen, Blåskindsdalen, oceaner af ramsløg, rocks, slotslyngen – gamle kendinge, man aldrig bliver træt af og dagen afsluttet med dejlig og rigelig mad hos Kasper og Stine på Pension Lindesdal, der igen i år sørgede godt for cykelfolket på alle måder. Dagen var begyndt tidligt og klokken ca 21.30 sad de fleste DMKere og forsøgte, trods brandskægge vitser, at holde de små øjne åbne uden held…..zzzzzzzzz.

Lørdag kørte bussen mod Almindingen, hvor Christian Terry og Trailskipperen ikke har ligget på den lade side siden sidst – der er efterhånden bygget rigtig meget og rigtig meget fedt i området omkring Rytterknægten og vi ciklede glade op og ned og op igen og ned igen indtil frokost – gode sandwich leveret af vores værter blev indtaget i solen på ca 7 sek – ingen grund til at sidde og hænge for længe. Efter frokost blev de fleste i området for at få undervisning af Mr T eller blive kørt i hegnet af Troels, hyggeligt at se de hurtige drenge hænge lidt efter førerhunden.

Som en særlig godbid for cykelfolket havde Gitte og Søren i samarbejde med Kasper arrangeret sejltur fra Gudhjem til Sandvig med det gode skib m/s Thor sidst på eftermiddagen lørdag. Nogen mener der er 15 km fra Almindingen til Gudhjem, andre mener der er 47 km – ingen nævnt, ingen glemt, men måske Kasper bare har andre spidskompetencer end som vejviser.

Is, kaffe, kage, mere sol og så til søs. Det var en fin tur og for mange garvede bornholmerDMKere noget helt nyt at se Helligdomsklippen og tusind andre klipper fra søsiden. Vinden ind fra agten, en kold pils ombord, så klarede vi lige skærene uden alt for store abstinenser efter cyklerne, der var pakket i lastbilen og ventede hjemme på Lindesdal.

Søndag gik turen sydover igen – leg på klipperne, de fede nedkørsler et par gange eller fem for at lande på færgen med småskrammer, sol i fjæset og en velfortjent lur retur over Østersøen.

Tusind tak til alle for den SKØNNESTE Bornholmertur – og særlig tak til Søren og Gitte for at arrangere det hele.

Dansk Mountainbike Klub på forårstur til Sydfyn.

Vi er ikke en københavnerklub!  Vi har John…. Og når han tager med os til Sydspanien så kommer vi da og tjekker hans baghave ud… sådan er vi…. Og det gjorde vi i sidste weekend….

Tidlig lørdag morgen på Svanemøllen station 39 cykler, 38 Danske Mænd og Kvinder pakker cykler i en store bil og hopper ind i de små biler og køre til hotel Christiansminde i Svendborg.

Der kan det så kun gå for langsomt med at få cyklerne ud og komme i cykel tøjet, John og tre af hans venner Dan, Bjarne og Torben tog imod os og var vores guider i en helt og aldeles suveræn weekend…

Vi lavede 4 hold efter lyst til fart og ræsede afsted mod dagens første udfordring….
Svendborg Mountainbike-spor der ligger 5 minutter fra hotellet, så faktisk midt i byen! Et spor på 8.5 km. Hvor der tydeligt er brugt mange timers arbejde på at bygge et godt spor med mange simple udfordringer og en masse lækre burms, i et smukt og kuperet terræn. Ikke et blad på træerne men masser af lilla, gule og hvide blomster i skovbunden.

Da vi havde kørt sporet igennem kørte vi ned til stranden, forbi hotellet ned igennem Svendborg havn og videre mod Tåsinge broen der er en 40 meter højbro.

Vi krydsede broen og kørte ned under den, hvor Dan vores guide fortalte om en mand de kaldte Stenhuggeren. Han vogter over øens stier og er tilsyneladende ikke den største fan af MTB’er.

3 min senere stod han foran os og gjorde det fuldstændigt klart at vi kun måtte køre på befæstede stier… det gjorde vi så…. Også…

Vi kørte en lang og smuk tur på Tåsinge. Mest på befæstede stier men også i vandkanten og på stranden på mindre vandrestier og almindelige grusstier. Det sidste stykke op til øens højeste punkt var på asfalt.

Her starter Danmarks mest unikke spor Dådyrsport. Det er et betalings spor der er optegnet af sporbyggere fra Skovhuggeren men bygget og vedligeholdt af skovarbejdere. Totalt old scool. Det koster 50 kr. for en dagsbillet. Sporet ligger langs en højderyg der bliver krydset mange gange på det 6 km lange spor, i en granskov. Der er ikke et eneste sted hvor man kan slappe af, det går enten op eller ned, det er super smalt og med mange skarpe sving. Sporet krydser sig selv mange gange så vi kunne hele tiden se og høre andre DMK’er der også var ude på sporet. Et helt enestående spor du enten vil hade eller elske. Men et spor du bør prøve hvis du er i nærheden….

Så gik turen tilbage mod Christiansminde, hotellet vi boede på, men med et pitstop på en service station hvor der blev provianteret trail mix og energidrik.. Vi spiste frokost der enten var medbragt eller bestilt på hotellet.

50 km blev det til på den første forårs formiddag…. Og i et pænt tempo syntes vi selv…. Allesammen.

14.30 tog de fleste videre ud i det sydfynske land. Vi tog tilbage hvor vi startede om morgenen og startede med en anden sløjfe på Svendborg sporet som forsatte ud i det vi havde startet dagen med, det blev til 15 km inden vi til Dan’s store skuffelse måtte hjælpe en træt mand fra den absolutte inderkreds hjem…. Der var simpelthen ikke mere Krudt….. Der…. Tror der var to af dem med Garmin der underholdt vores guide en time tid mere 🙂

Vi cyklede ned til isboden på stranden og guffede kæmpe krammerhus iskugler med softice og drak kaffe…. Så op på hotellet i bad og stille og roligt klar til aftensmad….
Det var fin mad selvom jeg tror der nok var flere end mig der havde foretrukket mere mad og så knap så fornemt mad….

Søndag startede med et super lækkert morgen bord, der manglede ikke noget der!
Så blev cyklerne pakket i kassevognen, vores bagage i bilerne og så kørte vi mod MTB sporet Skovhuggeren der ligger ca. 15 km fra Svendborg.

Vi var der lidt i 10.

Vores guider fra lørdag havde valgt at køre med os så de var derude undtagen Torben der var blevet kaldt hjem til havearbejde.

De havde arrangeret at bestyrelsesformanden for projekt Skovhuggeren var der og fortalte historien om sporets 2 år. Super inspirerende at høre, stor respekt for de store økonomiske chancer de tager og det kæmpe arbejde frivillige lægger for at vi kan komme til at køre på noget af det lækreste spor der er i Danmark.

Og så…… yiiiihhhaaa     Afsted….. kavalergangen…. motorvejen…. 10 finger træet…..burms, små tabels…… super flow stykker…. 2 meter gab…. 4 meter gab…. Vintergækker….. Egern…. Fasaner og en ørn på størrelse med en dør….. Fantastisk forårsdag…..

Vi spiste frokost og monterede de stumper der var faldet af cyklerne og spiste den fynske national ret brunsviger og en meter kage af anden slags kage, drak kakaomælk, kold kaffe og cola inden vi kørte ud på sporet igen…

Anden gang er altid sjovere der ved man hvad der venter forude, de fleste af os var også lidt trætte så der var mere fokus på at komme gennem sporet på den sjove måde. Nogen sprang de hårde XC stykker fra og havde mest fokus på flow og teknik…. (Jeg ved ikke hvad de andre lavede. 😉

Den største udfordring og opgave i denne weekend var at pakke cyklerne i varevognen. Men tredje gang er lykkens gang så da det var klaret kørte vi tilbage mod Svanemøllen station hvor vi ankom kl 18…. Lige efter planen trætte men i kanon form til sommerens mange timer på søkel i skov….

Sierra Nevada …er godkendt!

Så gjorde han det igen – DMK’s rejsekonge. Han inviterede os med på nye eventyr.

Det er ikke første gang, og forhåbentlig heller ikke sidste gang, der afprøves nye mtb omgivelser. Også denne gang er der stor begejstring blandt deltagerne på test turen.

I mange år har Fuengirola været målet for klubbens 2 vinterture for de forårshungrende DMK’er.  Nu skulle der prøves noget nyt. Fuengirola siges at være fantastisk, så udfordringen var stor, når begejstringen skulle matches. ”Sierra Nevada” lød udmeldingen i efteråret, da en af klubbens to vinterture, skulle smage af nye bjerge. Det var for stort med et sats med to uger et nyt sted, så første vinterhold blev sendt af sted i retning af Sierra Nevada.

”Ride Sierra Nevada” ved Skotten Shaun og Scilla blev vores samarbejdspartner. Vi 14 glade DMK’ere blev taget godt imod på en lækker forårsdag i slutningen af februar. De har base i den lille bjergby Monachil, der ligger i 792 m, ca. 8 km fra centrum af Granada. Det tager et par timer at komme dertil fra Malaga lufthavn.

På første dagen startede vi ud på cyklen fra Monachil. Shaun og spanske Dario stod klar til at tage os med på lokalt eventyr. Og der var stort set kun en vej…det var opad. Hele dagen blev brugt i nærområdet, hvor vi fik første indtryk af de super flotte omgivelser, varierede og fede spor. Vi kørte op langs en kæmpe slugt med vild udsigt og legede os ned af mindre nedkørsler oppe på bjerget og ned gennem skoven. Vi kunne se glimt af en af de vilde downhill bike parker her i ”La Zubia” området. Eftermiddagens loop gik op bag byen med flot view mod Granada, hvor vi landede nede i Granada centrum efter en urban ride ned ad en masse trapper.

Valg af dagens spor gjorde, at de 2 guider fik et godt indtryk af vores niveau. Der var masser af smil, trætte ben og glade DMK’ere efter dagens godt 1.500 hm og 53 km.

Dagens relativt mange højdemeter på all mountain cyklerne kunne mærkes i kroppen. Højdemeterne er samtidig udtryk for Ride Sierra Nevadas tilgang til Mtb sporten i området. De ønsker at tilbyde ”bæredygtig mtb turisme”. Med det mener de, at man vi som gæster også skal arbejde for at komme rundt i området. Der er en fuld shuttle dag på programmet i løbet af de fem guidede dage. Vi bliver kørt med shuttle ud til de forskellige områder og bliver kørt hjem igen. Men for det meste er vi selvbårne rundt i det område/terræn, vi bevæger os rundt i. Shaun siger, at han ikke ønsker en forretning, hvor gæsterne kun kommer for at kører nedad, da han mener, at det vil have alt for stor impact på de naturtro spor, han elsker at vise os rundt på. De ville kunne køres mange flere gange dagligt, hvis der stod en shuttle i bunden hver gang.

DMK benene var i gang, stilen var lagt, mandeltræerne blomstrede, solen skinnede og niveauet for forventningerne var lagt i den højere ende.

Foran os lå 2 dage med guider, en fridag, og to yderligere dage med guider.

Området og de resterende dage bød på fantastiske og varierede spor. I højderne var blev vi forkælet af udsigten til den smukke Sierra Nevada bjergkæde med mange sneklædte toppe på op til 3.400 m, og med fuld gang i skiturismen. Vi nåede op i 1.937m. på sidste dag, efter ugens længste opkørsel på 1.000 hm i et stræk – belønningen var fantastiske udsigter undervejs, og super lækre nedkørsler. Mange af de steder, vi kørte, var gamle stier, der var opkaldt efter deres oprindelig brug, eksempelvis Milkman trail, Woodman trail, Shepherds trail. Langt det meste var naturtro stier, der bød på stenede, stejle, klippede udfordringer, krydret med lækre skovspor.

Tag et kig på Johns fine korte video:

https://www.youtube.com/watch?v=JBcFBnMsXLQ

Fridagen blev brugt på en hyggetur til Granada, smuk vandretur i Monachils baghave, øl, tapas og rigtig DMK hygge.

De tog ikke mange timer i den lille bjergby før holdet var ganske begejstret for det lokale koncept med, at der fulgte gratis tapas med, når der blev købt øl!

Indkvartering & mad

Ride Sierra Nevada har et typisk spansk lille hus, der ligger oppe i en af de helt små gyder. Her blev 10 af os blev indkvarteret. Huset er vel knap 40 m2 i grundplan og har 4 etager med altaner på 2. og 3. sal. I stueplan/1.sal er 4 små værelser, 3 små badeværelser, et køkken på 2. sal og en mikro stue på 3. sal. Der er en vandslange uden foran døren, vi kunne stå i gyden og rode med cyklerne og der var et rum i huset, hvor vi kunne have alle vores cykler.

De sidste 4 deltagere blev indkvarteret i en god lejlighed lidt oppe af gaden.

Shaun og Scilla havde købt ind til morgenmad, som vi selv stod for. Scilla lavede hver morgen sandwich til os, vi kunne have med på sporet.

Aftensmaden stod vi selv for. Vi var flere dage ude at spise lokalt. Nogle lavede mad et par gange i huset. En enkelt aften kom en mand op i huset og kokkererede et par kæmpe pander paella til hele flokken.

Vel hjemme igen og DMK’s ihærdige rejse-arrangør team kan være stolte af endnu et godt og velgennemført mtb initiativ.

TAK!

På vegne af DMK flokken,

Tine

Weekend på Isaberg Mountain Resort; skønt, fantastisk, sjovt og hårdt på den fede måde ……..

Her dagen derpå er det er svært at slippe den forgangne weekend og de skønne billeder på nethinden – og på facebook – der viser masser af sol og blå himmel, masser af gode spor og skønne dmk’ere, der får ømme ben og gode grin med hjem i bagagen. Gid det kunne vare ved lidt længere.

En skøn tur der var startet helt efter planen med fælles træf på Herlev station, hvor David tog imod cykler, der blev pakket fint med lyserødt Kitty-tæppe mv. i en Eurocar lastbil. Her blev også bagage med en god fordeling af rengøringsmidler og gin lastet, inden vi satte os til rette i de forskellige biler og kørte afsted.  Men så var det ellers lige ved, at jeg og mine 3 medsammensvorne i bilen formåede at afspore vores egen tur.

Første udfordring: Af uforklarlige årsager opstod der en slags uvenskabelig stemning i vores bil. Det gav anledning til, at vi vist var flere, der udvekslede sms’er med arrangøren om behov for skift af hytte. Og vi fik faktisk også tilbudt et alternativ – Eurocarhytten!

Det er lidt af et puslespil at få tilgodeset alles behov og håndtere diverse ændringer med placering i hytter, biler osv. En stor og særlig tak til David for indsatsen og for at få det hele til at falde i hak 🙂 – det er guld værd.

Anden udfordring: Vi kørte efter ankomstadressen Isabergtoppen, dog uden at gps’en ville ikke acceptere den! Vi så nu alligevel ud til at være nået frem og kørte gennem en fin stor træport ind til Isaberg-området. Her var vi dog lidt undrende over, hvorfor der var så øde og tomt på parkeringspladsen og kun få bygninger i sigte? Hvor var de andre og hytterne?

Heldigvis var der andre dmk’ere i samme problemer. En hurtig sort bil med Morten, Diana og co. kom drønende frem mod os. De var resolutte, fik fat i Elisabet, der kunne levere vejvisning. Så var det bare om at følge efter og lynhurtigt var vi fremme ved Isaberg Mountain Resort, en masse genkendelige ansigter, en god gang aftensmad og indkvartering i hytterne – skønt.

Hytterne var nogle fine gode gamle hytter med den slags luft og lugt, der er kendetegnende i Sverige, hvor man helst opvarmer via el-varme. Der var to udmærkede sovekamre med plads til to personer i hvert i kraft af en ’folde ned køje’, der straks henledte tankerne på Oslo-færgernes kahytter. Jeg var heldig og scorede nederste køje. Og Tone i øverste køje var heldig ved, at madrassen var tilpas blød, så man ikke sådan lige trillede ud. (Det skal lige tilføjes, at hytterne fungerede meget udmærket).

Alt i alt må jeg sige, at vi – trods tidligere skærmydsler 😉 – landede rigtig godt i hytte nr. 26 – Pia, Tone, Signe og jeg. Efter ankomsten indfandt der sig hurtigt en levende sludrestemning og enhver nervøsitet over, hvordan det dog skulle komme til at gå med os, blev heldigvis fejet af bordet. Så jeg kunne trygt lægge mig til at sove og blive klar til det, det jo handler allermest om på sådan en tur – udforske nye spor på mountain bike!

Området ved Isaberg indeholder en masse velafmærkede spor, der gør det muligt selv at cykle rundt i terrænet uden guide. Så oplægget var, at man selv kunne begive sig afsted i grupper.

Jan og Jesper – de navnkundige sport 2 trænerne – havde i forvejen fået anbefalet en lidt længere tur fra Isaberg til Gnosjö og retur. Den tur var vi en gruppe på ca. 12 stykker, der røg afsted på.

Og så er det jo så smart med Garmin…

Både Jan, Jesper og undertegnede havde fået hentet ruten ’ned’ på de kære devices. Så det var da lige til at have med at gøre! Andre havde fået gode råd om at følge de orange pile til en start. Og således indledte vi turen med at cykle op af Isaberg og ned igen, inden vi fandt ud af at krydse hovedvejen og følge de orange pæle!  Det blev vist til flere ’detours’ for vi endte med 55 gode kilometer i benene selvom ruten på forhånd var sat til 43 km.

Men det var en fantastisk tur, der bød på super terræn, selvfølgelig nogle udfordrende rødder, sten i flere størrelser end herhjemme, lidt lange smalle træbroer man kunne få en ’sok’ fra. Nogle pænt udfordrende opkørsler og – underligt nok – langt færre men gode nedkørsler. Ind imellem var der også noget passende grusvej og udsigt til små hyggelige svenske huse. Hvad mere kan man ønske sig J  Måske kun en anelse mindre svingninger i hængebroen, der var hoppet godt i gang af Marli, inden vi andre kom cyklende. Det var jo lige før vi blev søsyge 😉

 Selvfølgelig var der en hurtig front af ryttere i gruppen – uden ruten på Garmin og ind imellem også uden øje for orange pæle – men alt i alt gik det vel egentlig ret godt med at finde vej og nå til Gnosjö.

Her ved ’endestationen’ var der faktisk nogle fine ruter, der kunne ræses lidt på og heldigvis var der også en svømmehal med lidt servering, en terrasse med god sol og en god klubkammerat, der var flink at låne mig lidt penge til frokost, inden det gik retur mod Isaberg.

En tur retur, hvor energidepoterne var for nedadgående og ømme ben kom til at fylde lidt mere. Sjovt nok var der igen en del lange opkørsler og få nedkørsler! Nogen havde selvfølgelig fortsat masser af energi til at køre igennem. Andre måtte spise forskellig slags energigum og andre igen var lykkelige over medbragt Matador Mix velvilligt uddelt af Morten – hvilken duft af labre larver på sporet.

Hjemme ved Isaberg var vi flere, der var noget høje over at have kørt 55 km og 1000 højdemeter. Lige indtil vi mødte Martin og Rasmus, der havde kørt ca. 80 km og 1800 højdemeter rundt i terrænet ved Isaberg – hold da op for friske unge ben J

Hjemvendt fra den første dag på tur kom DMK klub-ånden rigtig til udtryk. For selvfølgelig blev alle budt på Maria’s hjemmebagte og medbragte muffins. Der var ca. 100 stk. – vauw! Derudover stod den på en god kold øl i solen og senere dejlig mad og hyggelig stemning ved bordet i spisesalen og dermed endnu en anledning til at få sludret og sat navn og hårpragt på de ansigter, jeg ellers mest kender med en cykelhjelm.

Aftenen sluttede i vores hytte, hvor der efterhånden indfandt sig en hel del flere end os 4 beboere. Nogen var flygtet fra Jesper Janums hytte pga. udbredt duft af Jenka tyggegummi fra en – efter sigende – helt særlig creme mod lændesmerter – hmm. Nå men drikkevarer, snacks og gode grin skortede det ikke på. En mindre vinsmagning blev udbredt, da Nigel gjorde en dyd ud af at promovere en særlig økologisk papvin.

Jakob havde medbragt gin og lime, nogen havde prøvet gin og russisk rosenvand!? i baren og trængte nu til noget helt andet. Det var ret hyggeligt. Hvis der skal siges noget negativt om Isaberg, så er det manglen på et hyggeligt fællesrum til sådan en flok som os, så vi havde haft lidt bedre muligheder for en fælles samling på alle tropperne til aftenhygge.

Aftenen sluttede nu ikke sent. Udsigt til flere gode kilometer søndag trak, så vi var flere i hytten, der forholdsvis tidligt hoppede i seng. Det virkede til at være det samme for de fleste andre.

Søndag var jeg og vi friske igen. For mit vedkommende med fokus på at udforske sporene på selve Isaberg sammen med en gruppe på 5-6-7 stykker. Og der var masser af gode ruter og en bikepark for de mere ’hoppelystne’. Vi var flere, der var vilde med den blå-gule ’xco banan’, der bød på en serpentiner opkørsel, gode nedkørsler og lidt af udfordringerne i bikeparken. Det var lige til at blive høj af! Det var også dejligt at vide, at det var overskuelige ruter, så man kunne køre til og fra turene i løbet af dagen afhængig af humør og ben og fx tage sig en slapper i solen. Og så blev dagen lige afsluttet med en badetur i søen. Hvad mere kan man forlange?

Lidt grus i den ellers gode tur var dog, at Søren på den sidste tur i bikeparken tog et uheldigt styrt ud over cyklen, der kostede en tur på hospitalet – øv. Men også her kom klubånden til udtryk med opmærksomhed og hjælp fra flere og særligt fra Jens, der blev hos Søren, der først kom retur til DK dagen efter.

Så alt i alt skal der hermed lyde en varm anbefaling af klubturene. Det er et skønt tilbud. Og en klar anbefaling af Isaberg, der også byder på andre friluftsaktiviteter, hvis man kunne finde på at tage derop med andre, der ikke er lige så bidt af en gal mountainbike som os dmk’ere.

Kære dagbog
Jeg har lige snakket med Geert i telefonen. Der var plads på Livigno-turen, så nu er det besluttet – Jeg tager med. Hvad er det egentlig lige jeg plejer at have med når jeg er på Mtb tur med DMK? Cykelbukser- tjek, hjelm – tjek, geardrop – shit jeg må lige ud i kassen og se om jeg stadig har et ekstra geardrop, Knæ og albue beskyttere – tjek, Førstehjælp (meget vigtigt) – tjek, cykel der kan køre – tjek, fuck det, resten køber jeg bare dernede hvis jeg mangler noget. Det er vel mtb land vi skal ned det. Mtb land…. Kan jeg overhovedet stadig finde ud af det? Har jo ikke kørt i hvad der føles som 100 år. Kan ryggen holde til det, og benene for den sags skyld? Jeg må bare tage den på rutinen… Ej tager lige nogle ordentlig ibuprofener med, så kan jeg altid køre på dem. De virker hver gang.

Søndag
Det var nok den fedeste flyvetur jeg nogensinde har haft. Bedst som vi står der og snakker ved gaten, hvem kommer så vandrende med fancy kasket og hvis skjorte?? Jo, det var da Kaptajn Thue i egen høje person. Fik krejlet mig til at se cockpittet under flyvningen sammen med Cortz. Det var virkelige fedt at være med på første række under hele landingen. Tak til Thue fordi vi måtte være med. Bor på værelse med Rie, en super dejlig kvinde der stort set ikke snorker.

Mandag
Vi har haft første dag på mtb, en dejlig lille tur på bagsiden af Carosello 3000. Undervejs delte vi os op, så the fast and the furious kunne trampe nogle højdemeter i hæsblæsende tempo, mens en mindre gruppe tog den i kaffe/kage tempo. Det var jo første dag i højden. Efter frokost tog vi liften op på toppen af Carosello 3000, for at køre et af sporene i bikeparken. Det blev til en fed rute med masser at flow, indlagte berms og mindre hop på vejen. En rigtig god start for mig, der alligevel ikke havde været på mountainbiken i 1½ årstid. Vi er indlogeret på et super hyggeligt hotel nede i midtbyen. Stambordet er fundet og er nærmest besat med DMK folk fra kl. 16.30 og indtil maden bliver serveret kl. 19.30. På hotellet er servicen i top, under afterbike er der snacks og chips til fri afbenyttelse og personalet sørger for rigeligt med øl og Aparol Spritz.

Tirsdag
Yes – har lejet cykel. Vi taler GT Sanction med 150mm vandring for og bag. Jeg har glædet mig som et lille barn siden jeg bookede turen til at genopleve bikeparken på Mottolino siden af bjerget. Jeg startede med en rolig opvarmningstur på Take It Easy sporet. Det eneste blå spor i parken. Eftermiddagen er gået over stok og sten på EAS 23, First Ever, Flow Line og Chemical Water. En af de virkelig fede ting ved at køre i bikeparken, ud over man slipper for at trampe op, er at man møder alle de andre undervejs til high five eller frokost. Sluttede lige dagen af med at tage liften op, stikke i trailskoene, løbe en lille runde på toppen og så løbe det blå spor ned til bunden. Ja, I know. Men det skulle lige prøves. Man kan godt løbe hurtigere end de andre cykler

Onsdag
Har lige afleveret lejecyklen. ØV. Havde en perfekt dag. Kan mærke at balancen og følingen med cyklen og bikeparken er ved at blive god, så jeg har rundet North Shore og Wall ride i dag. For f…. det kildede i maven den første tur på wall’en. Det så nok ikke vildt kønt ud og var heller ikke 50cm fra toppen, men det var fedt. Tog et par ekstra ture og endte alligevel ud med følelsen af kontrol. Kørte det meste af dagen med Jill og Rie, super dejlige tøser der giver den fuld gas. Frokosten blev nydt på toppen med baggy gutterne og her lærte jeg sørme at man skal trække maven ind når man skal have taget billeder og at baghjul kan bruges til andre formål end bare at holde cyklen kørende. Super dejlig mentalitet og endnu bedre jokes. Hold nu op hvor har jeg bare savnet det sociale samvær der er når man er af sted med DMK og bare det at komme på cyklen igen.

Torsdag
Har slappet af, passet baby og løbet trail. Der var lidt usikkerhed om vores tur til Stelvio-passet skulle ligge i dag eller i morgen fredag, så jeg besluttede på forhånd at slappe den dag, hvor vi ikke skulle køre. Havde aftalt med Ditte og Mik, at jeg gerne ville trille med Alba, hvis de lige ville have et par timer på cyklen sammen. Det endte med en hel hær af babysittere, så Alba var mandsopdækket at undertegnede, Jill – der har Bimse erfaring og Rie, der bare er moderen med stort M. Så jeg følte mig rimelig sikker på vi nok skulle klare den opgave. Efter frokost blev løbeskoene endnu engang spændt på og jeg løb langs floden med Rie. Utrolig flot landskab uanset hvordan man kommer rundt. Bjerge gør altså bare noget ved en.

Fredag
ER SYG….. Vågnede i nat, tænkte der er noget der ikke helt passer. Overvejede om det bare var en drøm, men næ nej. Den var go nok. Har dæleme fået maveinfluenza. Skal nok spare jer for de nærmere detaljer, men lad os bare konkludere – jeg kom ikke med på Stelvio turen. Steg ud af sengen i eftermiddags, havde det bedre, især efter 2 cola og en gang pommes. Tankevækkende hvad en række E-numre kan kurere. Tog med på restaurantbesøg til aften, fik virkelig lækker mad og set at lamaer faktisk godt kan lide formanden. Sluttede af med drinks i baren på hotellet, nappede 2 styks, bare for at være sikker på der ikke var flere dårlige mavebakterier tilbage hos mig. Der er dog flere af de andre, der må runde samme tur som mig, Jill måtte sågar en tur omkring Hospice.

Lørdag
Tog Cube’n (110mm vandring for og 100mm bag) med i bikeparken. Den overlevede, men det er nu federe når man har cyklen til det. Endte med at spænde trailskoene på tage liften op og løbe op til vejrstationen. Vejret var ikke super lækkert i dag. Overskyet med lidt støvregn, men når man er vant til 25 grader og høj sol, så er det pludselig koldt med skyer og regn. Her til aften fik vi endnu en gang en lækker udsøgt 4 retters middag. Jeg må indrømme, jeg synes det er virkelig lækkert når man, inkluderet i prisen man har betalt, kan få lov at vælge noget af maden selv. Det fungerede sådan at der var en lille forret, der var bestemt på forhånd. Herefter kunne man vælge 1 af 3 forretter, 1 af 3 hovedretter og 1 af 3 desserter. Hvis nu man var virkelig kræsen og ikke ville spise noget af det man kunne vælge imellem, så havde hotellet da lige 5-6 faste retter man altid kunne bytte dagens retter ud med.

Søndag
Var tidligt oppe, ville ikke hjem. Det har været en super fed tur, hvor der har været plads til alle. De vilde XC’ere der kunne køre solen sort, hyggemotionisterne som mig selv og de vågede baggy gutter og gutinder der hænger mere i luften end de har hjul på jorden. Hotellet var perfekt og turen super planlagt. Tak til alle der var med, der arrangerede og bare gjorde mit mtb comeback helt perfekt. Så kære dagbog, fremover står der igen mtb på de fleste sider.